03-10-2023
Gældsstyrelsen gennemfører nye regler for at trække skyldnere i deres indkomst
I juni 2022 blev et flertal i Folketinget enig om at styrke Gældsstyrelsens mulighed for at inddrive gæld ved at trække skyldnere i deres indkomst for at afdrage på deres gæld til det offentlige. Det kaldes lønindeholdelse.
Gældsstyrelsen er i fuld gang med at gennemføre de nye regler for lønindeholdelse. For borgere med de højeste indkomster bliver den øvre grænse for, hvor høj en procentdel af nettoindkomsten (dvs. indkomsten efter skat) styrelsen kan trække, hævet fra 40 til 60 pct.. Samtidig bliver trækket en anelse mindre for borgere med de allerlaveste indkomster, men til gengæld kan der fremover trækkes for alle gældstyper i stedet for blot nogle få, udvalgte gældstyper.
”Med de nye regler vil nogle borgere fremadrettet opleve, at vi trækker mere i deres indkomst, end de har været vant til, men omvendt betyder det også, at de bliver gældfrie hurtigere,” siger direktør i Gældsstyrelsen, Anne-Sofie Jensen.
Gældsstyrelsen har i august og september sendt breve til ca. 80.000 borgere, hvor der orienteres om, at der kommer nye regler for lønindeholdelse, og at det kan få betydning for, hvor meget hver enkelt borger bliver trukket i indkomsten fremover.
I løbet af oktober og november får borgerne igen besked fra Gældsstyrelsen. Her vil det fremgå, hvilket beløb de som udgangspunkt fremover vil blive trukket i løn som følge af de nye regler.
”Vi ved, at de nye regler kan have stor betydning for de borgere, som de påvirker. Derfor har vi haft et stort fokus på at kommunikere direkte med dem så tidligt som muligt, så de er bedst muligt klædt på, når de i den kommende tid får besked om, hvordan reglerne helt specifikt ændrer det beløb, som vi trækker fra dem månedligt,” siger Anne-Sofie Jensen
Gældsstyrelsen forventer, at de nye regler vil føre til et årligt merprovenu på 325 mio. kr., når de nye regler er fuldt implementeret.
Du kan læse mere om lønindeholdelse og se eksempler på løntræk på siden: Vi kan trække en del af din indkomst
For yderligere oplysninger:
Journalister: 72 22 13 04
Borgere og virksomheder: 70 15 73 04