Renteregler
Renten tilskrives som en simpel dag-til-dag-rente af hovedstolen. Reglerne for dækningsrækkefølgen betyder, at inddrivelsesrenten altid dækkes forud for hovedstolen.
Ændring af renteberegningen
Bemærk, at det ikke er muligt at ændre fordringens renteberegning, når fordringen først er sendt til inddrivelse. Er fordringens renteberegning angivet forkert ved indsendelsen, skal I tilbagekalde fordringen med årsagskoden "fejl" og indsende på ny.
Standardopsætning for renten
I kan se standardopsætningen for renten på hver fordringstype i jeres konkrete materiale, som I finder under Individuelle aftaler
Renter der afviger fra inddrivelsesrenten
I nogle tilfælde afviger fordringens rente fra inddrivelsesrenten. Dette gælder fx ved fordringer, som hviler på:
- et pantebrev
- et gældsbrev
- et udenretligt frivilligt forlig m.v.
- andre fordringer, hvor parterne har aftalt en morarente
- en domstol, der ved en retsafgørelse har truffet afgørelse om en forrentning under inddrivelse, som afviger fra den normale inddrivelsesrente.
Renteopsætning når renten afviger fra inddrivelsesrenten
Hvis I har en fordring, hvor der ikke må tilskrives renter under inddrivelsen - jævnfør ovenstående scenarier - skal I vælge følgende renteregel og rentesatskode:
- Renteregel: 001 – RIM beregner og tilskriver renter
- Rentesatskode: 98 – Ingen renteberegning
Fordringer, hvor renten enten er højere eller lavere
Hvis I har en fordring, hvor renten enten er højere eller lavere end inddrivelsesrenten, kan I vælge en rentetilskrivning med en af vores automatiske renteformler:
Her skal I vælge rentesatskoden 001 - RIM beregner og tilskriver renter - og én af følgende rentesatskoder:
- 03 - Ren merrentesats p.a. - her angiver I den lavere eller højere rentesats i feltet "Merrentesats"
- 10 - Morarente før 01082002
- 20 - Procesrente
Bemærk at rentesatsen ikke må overstige den afvigende rente, og at renten udelukkende tilskrives som en dag-til-dag-rente.
Eksempel på fordringer, som kan have en anden rente end inddrivelsesrenten
Ved fordringer, som hviler på en retsafgørelse, vil det være muligt, at forrentningen afviger fra inddrivelsesrenten, og det samme kan være tilfældet med fordringer, hvor parterne har aftalt en morarente. Her er det vigtigt, at I vælger den rentesats, som fordringen skal forrentes efter.
Hvis den fastsatte rentesats ikke findes i inddrivelsessystemerne, så har I to muligheder for forrentning:
- I kan beregne og indsende renten, samtidig med, at fordringen er under inddrivelse
- I kan administrativt vælge en anden rentesats, som er understøttet af inddrivelsessystemerne
I kan læse mere om de særlige renteregler, og hvilke situationer I har mulighed for at anvende en anden rentesats end inddrivelsesrenten i Bekendtgørelsen om inddrivelse af gæld til det offentlige § 9 (2023-09-27 nr. 1207).
Hvis renten ikke passer på vores automatiske renteformler, skal I selv løbende beregne og indsende renterne som relaterede fordringer. Det kan fx være på baggrund af en månedlig rentetilskrivning i stedet for vores automatiske dag-til-dag-rente.
Her skal I vælge følgende renteregel og rentesatskode:
- Renteregel: 002 – Fordringshaver beregner og indsender inddrivelsesrenter
- Rentesatskode: 99 - Fordringshaverrenter
Hvis I har behov for at anvende egen rentetilskrivning, skal I kontakte vores fordringshaversupport, idet at renterne skal indsendes på en specifik fordringstype.
Om renteregler
Den harmoniserede inddrivelsesrente beregnes og tilskrives af Gældsstyrelsen, uanset hvem der er fordringshaver. Fra det tidspunkt, hvor Gældsstyrelsen påbegynder renteberegningen, er fordringshaver afskåret fra at beregne opkrævningsrenter. Herved påvirkes forrentningen af fordringer under opkrævning hos fordringshaveren ikke frem til første tilskrivning ved Gældsstyrelsen.
Inddrivelsesrenten er en simpel rente, det vil sige, at der ikke beregnes rentes rente. Rentesatsen beregnes efter reglerne om renter og andre forhold ved forsinket betaling i rentelovens § 5, stk. 1 og 2 (lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014).
Den simple rente medfører, at der beregnes rente af den egentlige hovedstol samt gebyrer tilknyttet denne fordring/hovedstol.
Inddrivelsesrenten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen af fordringen hos Gældsstyrelsen. Tilhører fordringen Gældsstyrelsen (gebyrer tillagt efter rentelovens § 33 (lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014) tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet.
Inddrivelsesrenten tilfalder fordringshaver som kompensation for den sene betaling. De gebyrer, Gældsstyrelsen opkræver i forbindelse med inddrivelsen, fx gebyr for lønindeholdelse, tilfalder staten. Det samme gør inddrivelsesrenten af Gældsstyrelsens gebyrer, uanset hvem der er fordringshaver for hovedkravet.
Hvis en fordring tilbagekaldes af fordringshaver, og Gældsstyrelsen har beregnet inddrivelsesrenter, der endnu ikke er betalt på tilbagekaldelsestidspunktet, vil fordringshaver også få oplyst kravet på inddrivelsesrente. Det samme gælder, hvis Gældsstyrelsen returnerer et krav til fordringshaver.
Bødekrav (straffelovsbøder) er i gældsinddrivelsesloven §5 stk. 1 helt undtaget for beregning af inddrivelsesrente.
Dagbøder, fx efter skattekontrolloven eller efter planlovens bestemmelser, vil dog være rentebærende efter ovennævnte hovedregel (inddrivelsesrente).
Skatteministeren har ved bekendtgørelse undtaget en række fordringer for beregning af inddrivelsesrente, jf. ovennævnte hovedregel. Det drejer sig om følgende fordringstyper:
Fordringer, baseret på gældsbrev.
Det kan aftales med Gældsstyrelsen, at Gældsstyrelsen beregner morarenten som fastsat i gældsbrevet, dog afhængig af rentereglen og rentesatsen. Fordringshaver skal ved overdragelsen af fordringen til inddrivelse angive den aftalte rentesats, der eksplicit er nævnt i gældsbrevet, hvorefter Gældsstyrelsen fra den 1. i måneden efter overdragelsen fortsætter renteberegningen med den angivne rentesats.
Fordringshaver har i dette tilfælde også en mulighed for selv at fortsætte morarente-beregningen i inddrivelsesperioden, og har mulighed for løbende at indberette disse morarenter til inddrivelse.
Alternativt overdrages fordringen til inddrivelse og Gældsstyrelsen beregner inddrivelsesrente efter hovedreglen i gældsinddrivelsesloven §5 stk. 1. Da der er tale om en inddrivelsesrente, skal renten beregnes af Gældsstyrelsen.
Fordringer med aftalt rente
Det kan aftales med Gældsstyrelsen, at Gældsstyrelsen beregner morarenten som fastsat i aftalen, dog afhængig af rentereglen og rentesatsen. Så skal fordringshaver ved overdragelsen af fordringen til inddrivelse angive den aftalte rentesats, der eksplicit er nævnt i aftalen, hvorefter Gældsstyrelsen fra den 1. i måneden efter overdragelsen fortsætter morarente-beregningen med den angivne rentesats.
Fordringshaver har i dette tilfælde også en mulighed for selv at fortsætte morarente-beregningen i inddrivelsesperioden, og har mulighed for løbende at indberette disse morarenter til inddrivelse.
Fordringer, der hviler på en retsafgørelse
Det kan aftales med Gældsstyrelsen, at Gældsstyrelsen beregner morarenten som fastsat i retsafgørelsen, dog afhængig af rentereglen og rentesatsen. Så skal fordringshaver ved overdragelsen af fordringen til inddrivelse angive den aftalte rentesats, der eksplicit er nævnt i retsafgørelsen, hvorefter Gældsstyrelsen fra den 1. i måneden efter overdragelsen fortsætter morarente-beregningen med den angivne rentesats.
Fordringshaver har i dette tilfælde også en mulighed for selv at fortsætte morarente-beregningen i inddrivelsesperioden, og har mulighed for løbende at indberette disse morarenter til inddrivelse.
Told
Da rentesatsen på told er fastsat i en EU- retsakt, skal denne rentesats også anvendes i inddrivelsessituationen. Gældsstyrelsen vil foretage beregning af inddrivelsesrenter med den angivne rentesats fra den 1. i måneden efter overdragelsen.
Per den 1. november 2024 træder aftalen om rentestop på "ikke-inddrivelsesparat gæld" i kraft.
Det betyder, at der ikke længere tilskrives inddrivelsesrenter på de uafklarede gældsposter, hvor skyldner reelt ikke har mulighed for at afdrage. De inddrivelsesrenter, der er løbet på gælden indtil da, er stadig en del af gælden.
Skyldnere vil som udgangspunkt blive varslet, hvis gælden gøres inddrivelsesparat, og der igen tilskrives inddrivelsesrenter. Sker dette vil skyldner inden for en rimelig frist få mulighed for at betale gælden, før rentetilskrivningen går i gang.
Fordringer der modtages til inddrivelse efter den 1. november 2024, og som efterfølgende fremstår uafklaret, vil også være omfattet af den nye lovhjemmel. Her vil rentestoppet dog først være gældende fra den 1. i den efterfølgende måned, hvor fordringen er blevet registreret som uafklaret hos Gældsstyrelsen.
De fordringer, som indtil den 1. november 2024, har været omfattet af et rentestop efter GIL § 18 j, stk. 3, vil også som udgangspunkt være omfattet af rentestoppet, hvis de fortsat er uafklarede. Der er dog enkelte af disse fordringer, som ikke vil være omfattet af de nye regler om rentestop. Dette kan fx være fordringer, hvor der tilskrives end anden rente end inddrivelsesrenten.
Uafklaret gæld der falder udenfor de nye regler
Rentestoppet for uafklaret gæld gør sig kun gældende for fordringer, som forrentes med inddrivelsesrenten. Det vil sige, at der fortsat vil påløbe renter på gældsposter, som er opsat med en anden rente end inddrivelsesrenten, eller hvor I har valgt en anden rentesats end inddrivelsesrenten ved oversendelse til inddrivelse.
Undtagelsen vil også være gældende for de fordringer, hvor I selv står for at forrente fordringen under inddrivelse – fx ved lånefordringer.
Fra den 1. januar 2020 er der ikke længere fradragsret for inddrivelsesrenter. Det gælder også for inddrivelsesrenter, der er påløbet gæld før den 1. januar 2020.
I det omfang fordringshaver er indberetningspligtig for opkrævningsrenter i dag, gælder denne pligt uændret, indtil beregning af inddrivelsesrente påbegyndes i Gældsstyrelsen. For det skatteår, hvor fordringen overdrages, har fordringshaver indberetningspligten på årets tilskrevne opkrævningsrenter.
Fordringshavernes indberetningspligt for fradragsberettigede hovedfordringer, fx underholdsbidrag og kontanthjælp med fradragsret, påvirkes ikke af, at fordringerne er sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.