Efter jeres onboarding til PSRM, foregår der nu en paralleldrift mellem det gamle inddrivelsessystem DMI og det nye inddrivelsessystem PSRM, som illustreret ovenfor.
Den væsentligste forskel på de to inddrivelsessystemer er, at PSRM kontrollerer datafejl før modtagelsen af fordringer, hvorimod DMI ikke kontrollerer for eventuelle datafejl.
Det er komponenten NyMF, der sørger for denne kontrol af data i PSRM. NyMF står for "Ny Modtag Fordring", og fungerer hovedsageligt som et indgangsfilter.
Indgangen til PSRM og NyMF’s funktionalitet er dog forskellig, alt efter om I er tilkoblet som en system- eller portalbruger.
Systembruger i PSRM
Er I tilkoblet som systembruger til PSRM, vil jeres indgang være via jeres debitorsystem. Debitorsystemet sender jeres fordringer og korrektioner videre til NyMF, hvorefter NyMF sørger for følgende:
- Sikrer korrekt stamdata
Datafilteret i NyMF sikrer, at det kun er fordringer med stamdata af høj kvalitet, der kommer til inddrivelse i PSRM. Det vil sige, at fordringer skal leve op til de opsatte krav for den enkelte fordringstype. Hvis stamdata ikke opfylder kravene, bliver fordringen enten afvist eller sendt i høring.
- Fordeler fordringer mellem DMI og PSRM
NyMF afgør om fordringen skal sendes til PSRM eller DMI ud fra den fordringstype, der er valgt på fordringen. Hvis fordringstypen endnu ikke er kendt i PSRM, så sendes fordringen til inddrivelse i DMI. Hvis fordringstypen er tilsluttet PSRM, så sendes fordringen til inddrivelse i PSRM.
- Holder styr på fordrings-ID'er
Alle fordringer, der sendes til inddrivelse, får et unikt fordrings-ID. NyMF holder styr på, hvilke fordrings-ID'er, der ligger henholdsvis i PSRM og DMI. Når I registrerer korrektioner såsom op- og/eller nedskrivning samt tilbagekald, så sørger NyMF for, at korrektionen sker på det rette fordrings-ID - uanset om fordringen ligger i PSRM eller DMI.
Portalbruger i PSRM
Er I tilkoblet PSRM som portalbruger, vil jeres indgang være Fordringshaverportalen. Jeres vej ind i PSRM er markeret med den gule pil i illustrationen ovenfor.
I Fordringshaverportalen kan I både indsende og korrigere fordringer i PSRM, og her tjekker NyMF, at stamdata på jeres fordringer er korrekt. Hvis stamdata ikke opfylder kravene, bliver fordringen enten afvist eller sendt i høring.
Hvis I har fordringer, som relaterer sig til fordringstyper, som endnu ikke er tilgængelige i PSRM, kan I ikke indsende disse via Fordringshaverportalen.
Vi anbefaler, at I venter med at indberette disse, indtil fordringstypen er klar i PSRM. Kan I ikke vente, skal I kontakte vores fordringshaversupport. Ligeså skal eventuelle korrektioner på fordringer i DMI også ske gennem vores fordringshaversupport.