Gyldig fra 08-07-2025 / Gyldig til 08-01-2026
Ny lov: Udlæg i pensionsordninger i sager om økonomisk kriminalitet
Med den nye lov, der trådte i kraft den 1. juli 2025, udvides muligheden for at inddrive penge, som dømte personer har sat ind på deres pensionsordninger. Det betyder, at Gældstyrelsen fremover kan foretage udlæg i pensionsordninger tilhørende borgere, der er idømt en fængselsstraf for en forbrydelse, som har medført et udbytte.
Gældstyrelsen kan foretage udlæg i borgeres pensionsordninger for fordringer vedrørende konfiskation efter straffelovens § 75 samt erstatningskrav og godtgørelseskrav i anledning af den strafbare handling, hvor der er idømt enten fængselsstraf eller anden form for frihedsberøvelse, når handlingen har medført et udbytte.
Se vedtaget lovforslag på retsinformation.dk
Der henvises særligt til Lovforslagets §1, punkt 2. Her beskrives de særlige betingelser for de fordringer, der med den nye lovgivning kan foretages udlæg i.
Læs også ’Bemærkninger til lovforslaget: Afsnit 6.2, Implementeringskonsekvenser for det offentlige’ i det fremsatte lovforslag. Her beskrives blandt andet fordringshavers ansvar for at oplyse Gældsstyrelsen, om fordringerne er omfattet af bestemmelsen, og dermed muligheden for at der kan foretages udlæg i pensionsordninger.
Lovændringen gælder både for nye fordringer på vej til inddrivelse, samt fordringer der allerede er oversendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.
Opfylder jeres fordringer de særlige betingelser?
I skal som fordringshavere selv undersøge, om I har fordringer, der opfylder de særlige betingelser for, at Gældsstyrelsen kan foretage udlæg i borgernes pensionsordninger.
Hvis I konstaterer, at en fordring er omfattet af de særlige betingelser, skal I orientere Gældsstyrelsen om, at der må foretages udlæg i fordringen. I skal ikke medsende dommen, men alene oplyse, hvilke fordringer det drejer sig om.
Når Gældstyrelsen har modtaget jeres indsendte oplysningen på de enkelte fordringer, registrerer vi dem i vores systemer.
Send oplysningerne om borger og fordring, der er omfattet af ordningen til:
Mail: fordringshaver@gaeldst.dk med emnefelt: Udlæg i pensionsordninger