Hvis der er fejl i din virksomheds gæld
Den automatiserede gældsinddrivelse blev suspenderet i september 2015, fordi der i perioden 2013 – 2015 var fejl i det tidligere inddrivelsessystem (EFI).
Gældsstyrelsen undersøger, om der er sket fejl i vores inddrivelse af din eller din virksomheds gæld i perioden fra den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015. Der er tale om fejl, hvor vi har inddrevet eller modtaget frivillige betalinger på gæld, som kan have været forældet, da inddrivelsen eller betalingen fandt sted.
Du eller din virksomhed skal ikke gøre noget - vi kontakter dig
Du har fået besked fra os via Digital Post inden den 1. maj 2018, hvis vi undersøger din eller din virksomheds gæld for fejl, som skyldes det tidligere inddrivelsessystem.
Har du modtaget en besked om dette, skal du ikke foretage dig noget. Vi skriver til dig igen, når vi har undersøgt gælden, og du vil få mulighed for at komme med eventuelle bemærkninger, før vi træffer den endelig afgørelse.
Gældsstyrelsen genoptager kun sager på eget initiativ, hvis det samlede beløb, der er inddrevet eller modtaget på gælden, er mindst 3.000 kr.
Hvis du har betalt et beløb af på gælden efter, at den er forældet, får du beløbet med renter udbetalt til din NemKonto, medmindre du har anden gæld til det offentlige. Hvis du har anden gæld, kan vi bruge beløbet helt eller delvist til at betale af på gælden (modregning). Du vil få et brev, hvis vi modregner.
Du kan læse mere om, hvordan Gældsstyrelsen genoptager sager, der kan have været udsat for uretmæssig inddrivelse i dette styresignal fra Skatteministeriet: SKM2018.163.SKAT. Du finder det på skat.dk/afgørelser.