Gyldig fra 20-06-2022 / Gyldig til 20-11-2023
Ny politisk aftale skal styrke den offentlige inddrivelse
Kære fordringshaver
Et bredt flertal i Folketinget har i dag indgået en omfattende aftale om at styrke den offentlige gældsinddrivelse frem mod 2030.
Aftalen skal sikre en mærkbar nedbringelse af danskernes gæld til det offentlige, hvilket samtidig vil betyde, at den stadigt stigende offentlige gældskurve bremses og vendes.
Hovedelementerne i den nye politiske aftale, som skal bane vejen for at knække gældskurven:
- Flere skal afdrage på deres gæld
- Rimelige vilkår for skyldnere
- Udsatte skyldnere skal hjælpes
- Langsigtet plan for effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet
Med aftalen introduceres en ny model for lønindeholdelse, som vil sikre, at mange flere skyldnere kommer til at afdrage på deres gæld via automatisk træk i indkomsten, før den kommer til udbetaling. Samtidig nedsættes rentetillægget fra 8 pct. til 4 pct. fra 1. januar 2023. Det vil betyde, at flere skyldnere får mulighed for hurtigere at afdrage på deres gæld til det offentlige.
Aftalen vækker glæde hos Henrik Rosendahl, fg. styrelsesdirektør i Gældsstyrelsen:
"Jeg noterer mig, at aftalen styrker vores muligheder for at inddrive og dermed nedbringe danskernes gæld til det offentlige. Nu starter arbejdet med at veksle de gode tanker til konkrete handlinger, så vi kan indfri de overordnede mål om, at flere skal afdrage på deres gæld, og den stadig stigende gældskurve skal bremses og knækkes. Vi er allerede godt i gang med forberedelserne og vil udarbejde en plan, der vil sikre, at initiativerne eksekveres hurtigst muligt, nu hvor aftalen er i hus", siger han.
Aftalepartierne vil i årene fremover mødes regelmæssigt for at følge udviklingen i den samlede gæld og effekten af aftalens initiativer.