Nyhedsbrev september 2026
FALSKE SMS'ER OG E-MAILS I OMLØB
Vi oplever i øjeblikket, at der udsendes falske SMS'er og e-mails, som udgiver sig for at være fra Gældsstyrelsen.
- Tryk ikke på links i disse SMS'er eller mails.
- Slet beskeder og mails med det samme.
- Gældsstyrelsen beder aldrig om personlige oplysninger eller bankoplysninger via SMS eller e-mail.

Kære samarbejdspartner
Velkommen tilbage fra en forhåbentlig dejlig sommer.
I vores sidste nyhedsbrev fortalte vi om lønindeholdelse, hvordan vi beregner det ud fra tabeltræk og hvordan I som rådgivere kan synliggøre det for borgeren ved selv at taste ind i vores beregner på hjemmesiden.
Denne gang vil vi dykke ned i nogle af de muligheder, man har som borger, hvis man har modtaget et varsel eller en afgørelse om lønindeholdelse.

Er borgers budget korrekt?
Som rådgiver er det altid en god ide, sammen med borger, at få vejledning af Gældsstyrelsen før et budget eventuelt sendes.
Som borger kan man godt have nogle faste udgifter, som vi ikke er bekendt med. Det kan fx være til medicin, behandling i forbindelse med kronisk sygdom. Det kan også være transport til og fra arbejde i egen bil, hvis offentlig transport ikke er muligt. Endelig kan borgers indtægt have ændret sig og grundlaget for vores beregning vil være mere retvisende efter en gennemgang af borgers budget.
Du skal dog være opmærksom på som rådgiver, at en ny beregning ikke altid resulterer i, at borger trækkes mindre i indkomst. Vi beregner, hvad borger har til rådighed, når vi har trukket udgifter fra indtægter. Ud fra dette beregnes, hvad borger kan afdrage på gælden.
Derfor råder vi ofte borgere til at kontakte os og få vejledning, inden et budget sendes.
Læs mere om budget og hvilke udgifter borger skal kende

Er eftergivelse en mulighed?
Bliv klogere på de forskellige måder, der kan søges eftergivelse på.
Igennem de sidste måneder har vi oplevet flere borgere, som søger om eftergivelse af deres gæld.
Som rådgiver er det godt at vide, inden du hjælper borger med at søge, hvad vi vurderer en eventuel eftergivelse ud fra. Vi kalder det eftergivelse ud fra en helhedsvurdering. Vi vurderer på:
- Borgers økonomi
- Borgers gæld
- Borgeres situation
Der er 5 trin borger skal igennem for at søge om eftergivelse ud fra en helhedsvurdering. Dem kan du læse mere om her.
Der findes flere måder at søge eftergivelse på. Du kan, med udgangspunkt i borgers situation, undersøge de forskellige måder ved at klikke på knappen nedenfor og følge guiden. Du kan også altid kontakte os på det direkte nummer 72380330.

Betalingshistorik nu på Mit gældsoverblik
Nu er det muligt at se sin betalingshistorik, når man logger ind på Mit gældsoverblik.
Hver dag arbejder vi for at blive en mere transparent og moderne styrelse. I det arbejde er Mit gældsoverblik et helt centralt værktøj, som skal give borger og virksomheder overblik. Derfor er visning af betalingshistorik et helt naturligt skridt i den videre udvikling af Mit gældsoverblik.
Betalingshistorikken viser følgende:
- Betalingsdato: Den dag, hvor betalingen blev registreret i Mit gældsoverblik
- Betalingsmetode: Det kort eller den tjeneste, der blev brugt
- Beløb: Det betalte beløb i danske kroner (DKK).