Gældsstyrelsen undersøger gæld vedrørende underholdsbidrag
Vi er i gang med at undersøge gæld vedrørende underholdsbidrag, som i helt særlige tilfælde kan være forældet som følge af en særlig 10-årig forældelsesfrist. Dette kan være tilfældet for en lille gruppe borgere. Vi beder samtidig dig om at holde øje med, om din gæld kan være forældet, fordi vi i enkelte situationer ikke har alle nødvendige oplysninger til at kunne vurdere det.
Hvornår kan din gæld være forældet?
Efter en særlig regel forældes al gæld, der består af underholdsbidrag, når der er gået mere end 10 år, uden der er betalt af på gælden. 10-års fristen gælder for hver enkelt afgørelse eller aftale om pligten til at betale underholdsbidrag.
Gælden er dog ikke forældet, hvis gælden er sendt til inddrivelse efter den 18. november 2015, og der, da gælden blev modtaget til inddrivelse, er gået mindre end 10 år siden sidste betaling.
Det skal du holde øje med
Du skal holde øje med, om din gæld er forældet, og vi har de rigtige cpr-oplysninger. Fejl kan have betydning for vores undersøgelse af, om gælden kan være forældet.
- Din gæld er forældet, hvis:
- der er gået mere end 10 år mellem dine betalinger (inklusive fx træk i din indkomst)
- der er gået mere end 10 år siden din sidste betaling
- du aldrig har betalt underholdsbidrag, og det er mere end 10 år siden, du skulle betale første gang.
Du skal se på betaling af underholdsbidrag fra samme afgørelse eller aftale.
- Undersøg, om de cpr-oplysninger, der er registreret om dig og dine børn, er korrekte. Gå ind på borger.dk. Tjek, om der er fejl i
-
- datoer, du har skiftet adresse
- dine børns fødselsdatoer.
Kontakt os
Hvis du har bemærkninger eller mistanke om forældet gæld, kan du ringe eller skrive til os. Se hvordan på siden Kontakt. Vi vil herefter vurdere, om din gæld er forældet.
Hvis vores undersøgelser viser, at din gæld er forældet, skriver vi til dig.
Hvorfor er der tvivl om forældelse?
Underholdsbidrag kan i helt særlige tilfælde være forældet, hvis gælden allerede var forældet, da vi fik til opgave at inddrive den. Det vil sige, at underholdsbidraget kan være forældet under opkrævning hos Udbetaling Danmark og kommunerne. Det skyldes, at der ikke har været opmærksomhed på en særlig forældelsesfrist på 10 år.
Den særlige frist betyder, at alle ubetalte underholdsbidrag fra en afgørelse eller aftale om pligten til at betale underholdsbidrag i særlige tilfælde kan være forældede.
Du kan læse mere om forældelsesregler for gæld, der skyldes underholdsbidrag, i Den juridiske vejledning, afsnit G.A.3.7.4 , som du finder på skat.dk/juridiskvejledning.